Glædede mig helt til morgenmaden idag, for frø-brødet smager bare så godt! Sad længe og hyggede over det, med dejlig kaffe, stearinlys og min nye fine kogebog mens regnen slog mod ruderne.
Udover lidt vasketøj har jeg bare daset i sofaen, hvor jeg har set tøsefilm og produceret lapper. Først Bride Wars med Kate Hudson og Anne Hathaway som var sjov, og så Love Happens med Jennifer Aniston og Aron Eckhart som var lidt småkedelig og langtrukken - eller også har jeg bare ikke tålmodighed til at se to film i rap :)
Holdt dog pause imellem filmene, hvor jeg afprøvede første opskrift fra min nye kogebog af Nigella, nemlig æble/kanel muffins.
Da jeg stadig synes, det er sjovere at bage end spise det, lavede jeg bare halv portion.
Her er dejen lige fyldt i formene:
17. juli 2011
Her står de og køler på risten:
17. juli 2011
Og her er det færdige resultat:
17. juli 2011
Opskriften er til 12 stk.
(Jeg lavede kun halvdelen, og det gav 7 store fine muffins)
2 spiseæbler
250g. speltmel
2 tsk. bagepulver
2 tsk. stødt kanel
125g. lys farin, plus 4 tsk. til pynt
125ml. honning
60ml. tyndtflydende yoghurt naturel
125ml. vegetabilsk olie uden smag
2 æg
75g. mandler naturel (med skræl)
Forvarm ovnen til 200 grader.
Æblerne skrælles og udkernes, og skæres i små terninger.
Kom mel, bagepulver og 1 tsk. stødt kanel i en skål.
Pisk farin, honning, yoghurt naturel, vegetabilsk olie og æg sammen i en anden skål.
Hak mandlerne groft og kom halvdelen i melblandingen. Kom den anden halvdel af mandlerne i en lille skål sammen med den anden tsk. stødt kanel og de 4 ekstra tsk. farin. Det skal bruges til drys.
Vend de våde ingredienser i de tørre. Tilsæt æblestykkerne og rør det sammen uden at røre for voldsomt. Husk på: en dej med klumper giver en luftigere muffin.
Kom dejen i muffinformene og strø det grove drys over.
Bag muffinerne i ovnen i ca. 20 min. til de er hævet og blevet gyldne.
Tag formen ud af ovnen, og lad den stå i ca. 5 min., før de tages ud og sættes til afkøling på en rist.
Note:
Jeg brugte Granny Smith æbler, for det var det, jeg havde hjemme.
Jeg brugte brun farin. Vidste faktisk slet ikke, at der fandtes lys farin.
Jeg brugte tykmælk, da jeg ikke havde yoghurt naturel.
Og så opdagede jeg lige, at de skulle have stået i formen i 5 min. før de stilles til afkøling. Det havde jeg lige overset, så jeg hev mine over på risten straks. Er der nogen der ved, hvorfor de skal stå 5 min. i formen før de sættes på køl?
I opskriften var der ingen topping på - meeeeeeeen jeg ville bare så gerne afprøve bare én af mine nye tyller. Så jeg rørte lidt mascarpone med citronsaft og lidt lemon curd, og sprøjtede på.
Jeg foretrækker lidt syrlig topping generelt, for at give lidt modspil til det søde, selv om æblerne her også giver syre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak fordi du tog dig tid til at lægge en kommentar :) Vil glæde mig til at læse den! /Gitte