Før jul købte jeg en wii til os på arbejde. Den var ment som lidt adspredelse i en travl hverdag, ligesom bordtennisbordet. Tænkte det var en drengeting, for mine mandelige kollegaer var helt vilde :)
I slutningen af januar var der fredagsbar, hvor der vi udover at slå Katten af tønden, også havde Wii konkurrence. Det var første gang jeg spillede, og nøj hvor var det sjovt!
De sidste to uger, har jeg spillet dagligt med vores runner. Jeg får naturligvis bank, men trøster mig med, at jeg jo altså heller ikke er vokset op med Wii som han - jeg kunne jo være hans mor, sådan teoretisk set...
Den seneste uge kan jeg mærke, jeg så småt har udviklet et afhængigheds forhold til Wii. Jeg bliver irriteret, når mødelokalet er optaget af møder, for jeg vil spille tennis! Pludselig hører jeg mig selv, stoppe kollegaer der er på vej derind og bede dem om, at tage det andet mødelokale, så jeg kan spille... Forsvarer mig selv med, at det jo bare er interne møder, så de behøver jo ikke nødvendigvis optage lige "mit" mødelokale...
Jeg spørger vores runner i tide og utide, om vi ikke lige skal spille... Bare et enkelt lille spil... Jeg bliver jo aldrig bedre, hvis jeg ikke øver mig... Og når han ikke lige bider på den, så lokker jeg med sodavand, frokost eller tidligt fri... Han er den bedste runner, og ender altid med overbærende at sige: Okay så da, når du så gerne vil, og jeg behøver altså ikke noget for det, Gitte... og i mit stille sind elsker jeg ham for det!
Han er den bedste runner! Han griner bare, når jeg råber og skriger under spillet, kæmper forgæves, bander & svovler, og slår ham med controlleren - jeg går jo op i det for pokker!
Når jeg flipper helt ud, spiller han bevidst dårligt, så jeg får point! Så råber jeg endnu højere, for der er jo ikke noget værre end pity points, vel! Man skal vinde dem square and fair jo... prøver jeg - råbende... at forklare ham.
Jeg bliver langsomt bedre... det bedyrer han selv, mens han kigger på mig med store blå øjne, nikker anerkendende og siger: god baghånd, Gitte! Jeg lapper det hele i mig, og stråler som en lille sol, indtil han kigger alvorligt på mig, og siger: Nu er det sidste spil, ikke Gitte! Prøver at lokke ham, forklarer ham, han blot skal være glad for hans chef foreslår at spille Wii fremfor arbejde. Så kigger han på mig - på den der overbærende måde, og siger: Men Gitte, du ved jo godt, at deadline er snart - du har jo selv sat dem.... Så må jeg kvitterer med et "nu holder du op med at være så fornuftig, du er kun 20 år!"... "vi spiller bare lige indtil jeg vinder..."
"Jamen, så bliver vi jo aldrig færdige", siger knægten. Ikke hoverende, blot konstaterende... Så indførte jeg, at han skulle spille med handicap! Siddende på en stol, og den ene hånd foran højre øje, som han svor er hans bedste øje!
Så gik jeg sejrsstolt ud af lokalet, og forklarede ham, at hvor der er vilje er der jo vej.... Det ER vise ord, haha :)
Efter han var gået hjem i går, løb jeg ind og lånte spillet med hjem. Jeg har nemlig lånt yndlings nevøens Wii... Og når jeg spiller solo mod Wii'en går det jo meget bedre - her er beviserne ;)
 |
| 22. februar 2012 |
 |
| 22. februar 2012 |
 |
| 22. februar 2012 |
Hvad med jer? Hvordan lader I op på jeres arbejde i løbet af dagen?
